År 4713 Desnus 26

Jeg var så arrig jeg bare gik... uden formål... Jeg følte mig forrådt og frygter at mørke er ved at vinde over... Kan de ikke selv se hvad det er de laver?
Hvordan kan de mene det var rigtig handlet? Jeg ved at to af dem i hvert fald har handlet uden at tænke, men det er bare ikke godt nok.. Vi har kræfter det ved vi nu og vi har også ansvar overfor hvordan vi bruger dem... Vi er ikke bare uskyldige børn på børnehjemmet.
Men jeg kan ikke fortsætte sådan her og det fik jeg da også sagt til dem. Jeg tror faktisk de fleste af dem lyttede men de gjorde det alligevel og der i ligger fejlen.

Den by... der var noget underligt ved den.. og den dæmon oppe fra Hellgates pludselige ankomst giver jo klart i at der er noget. Men det var ikke nogen god ide at prøve at tage den ud. Selv om de sidste par dage har med så mange følelser ophobet inden i og jeg har behov for afløb, men dæmonen var ikke det rette tidspunkt at give efter og bare reagere uden at tænke...

Jeg lånte Zargos værelse igen, havde ikke lyst til at ligge ved de andre... Men det hjalp at få snakket med præsten og jeg kan mærke at jeg ikke føler mig så tynget af skyld mere selvom jeg godt kan forstå at det måske ikke var den rigtige måde at håndtere det på... Og ja han har ret i at jeg skal lære at kanalisere mine følelser så jeg ikke lader dem styre mig. Jeg skal finde ro og balance.. men... Det er svært i det kaos der hele tiden er omkring os.. og indeni...

Kuzu vælger at spørge mig til råds omkring at forføre hende dronningen.. Mig af alle mennesker? Jeg har jo ingen erfaring eller succes med sådan noget eller..?

Det var sødt af Kuzu at ville spare med mig og han har en del potentiale men det det gav mig ikke så meget, jeg har brug for at være mere underlen kampmæssigt så jeg bedre kan finde mine stærke og svage sider. Men der er selvfølgelig også andre fordele i at sparre med Zargos...

Da jeg opdagede han stod og fulgte min træning blev jeg voldsomt forlegn men der var også noget over det at han havde stået i stilhed og betragtet mig.. selvom jeg godt ved at han studere min kampstil for svagheder mere end noget andet.
Men stadig den varme jeg havde i kinderne bredte sig til hele kroppen.
Det var også mere leg end reelt træning men det var godt for vores træning er måske også på grænsen til hvad man vil kalde træning kontra reel kamp for vi ved jo vi begge kan holde til det meste og vi kan komme på benene bagefter relativt hurtigt...

Hvorfor kom jeg lige til at tænke tilbage på den træning vi havde i ørkene, han fik mig slået ned men han vågede også over mig til jeg kom til mig selv igen og ingen fik lov at nærme sig... Tror det er første gang at Morgrym er blevet knurret af...

Nå tilbage til nuet...
Jeg havde ikke forventet han ville følge mig ud i badet.. men hvorfor egentlig ikke? Vi havde jo lige sparret og vi plejer jo ikke at være generte overfor hinanden... var det på grund af mine tanker? At jeg følte mig afsløret... Blottet?
Det var så svært at holde øjnene for mig selv...
Jeg fik endelig taget mod til mig om at spørge ind til hvorfor han ikke opføre sig som Quinn og Kuzu med hensyn til piger, og hans svar gav jo god mening for ja hvor har det først dem hen? Men at han ikke selv har tænkt over det var lidt svære at sluge for jeg har jo så svært ved at holde det ude af mine... Måske jeg skal bakke helt væk?

Jeg fløj en tur bagefter for at klare mine tanker... Jeg nåede dog at spørge om han ville komme ind til mig om aftenen...

Men om aftenen fik jeg da givet ham ringen... Dog må jeg indrømme at det gjorde mig meget ked af det.. hans reaktion, hans påtaget smil. Men jeg kan godt forstå han blev trist... Det var dumt af mig ikke at tænke på hvordan det ville se ud for ham... Ikke engang en gave kan jeg gøre rigtig...


- Shana

*Der er steder på siden hvor noget af teksten er tværet en smule ud som om der har været vand på papiret enkelte steder*

År 4713 Desnus 24

Det bekymre mig at Song Pharaoen virker til at have mareridt nu... Jeg sad ved hende og læste fordi jeg havde brug for ro fra de andre.. jeg føler mig flosset og i stykker...

Og så først Quinn der bliver væk og så Zargos... Jeg ved godt de kan klare sig selv.. eller. nej jeg bliver så nervøs for at jeg har fejlet og der er sket dem noget... De skal sgu lære at bruge de sendingstones når vi alligevel har dem.

Og at Morgrym ville tale med de andre uden mig... 

*man kan se der er skrevet noget som så er streget ud* 

Men Quinn kom da hjem... Kan de andre ikke se hvor påvirket han er? Hvor belastet? 

Det hjalp da lidt at prøve at få tankerne på noget andet og endnu en fra den lich laberatorium er nu hjemme hvor enhjørningen høre til. De fik healet det hoved i kassen så nu er hun da til at snakke med i stedet for det skrigerri.

Festen den aften endte ikke særlig godt men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, dette her plejer at være Quinns område.

Men Quinn virkede til at nyde at se hvor enhjørningen kom fra så der gjorde jeg da lidt godt.
..

Den fatale morgen var Quinn dog helt på toppen igen og havde det ikke været fordi han havde bragt mig morgenmad på sengen havde han fået igen efter hans pudeoverfald.

Og så fik han ringen færdig.. Jeg blev så ekstatisk og spændt... men hvad nu hvos han tror jeg gør det for at kontrollere ham? Jeg mener det er jo også det den kan gøre.. men det er jo ikke derfor...

Men konfrontationen med de andre da jeg fandt ud af hvad de havde lavet...

Den ligegyldighed over at lave en aftale med Lord Jeramish bare fordi de har lavet en fejl! Nej det var nok.. Og Kuzu som blindt følger de andres valg uden at kende detaljerne...

Jeg måtte bare væk... Det hele kogte over... Jeg havde brug for at være alene...

- Shana

År 4713 Desnus 21

Hvorfor fløj jeg også afsted alene? Jeg har altid holdt mit temperament for mig selv.. eller nej.. jeg mener.. jeg plejer at kunne bruge de andre når det er svært.. Quinn som altid får mig til at se den lyse side.. Zargos som giver mig plads til at reagere men samtidig passer på mig og Morgrym.. Tja han er der da altid til at lappe mig sammen og tvinger mig til at være sikker i mine holdninger fordi vores ofte er så forskellige.
Kuzu ved jeg stadig ikke helt hvor jeg har... men var det ikke for hans impulsivitet og mangel for evne til at situationsafstemme og ikke være i sine drifters vold så ville vi hurtigt blive tættere... Men hvor meget vil det fylde?


Kuzu inviterer singler, Morgrym laver miracler, zargos laver manual labor, Quinn invitere nogle han kan li og Ishana flyver syd på.

Jeg fucked up... Jeg tabte kampen mod hende.. Mod ham!
Er jeg så let at få ned? Jeg skaber så mange problemer med mine ustyrlige følelser... selvom jeg prøver at tøjle dem og virke stærk overfor den andre. Men jeg styrter igen og igen... jeg bliver knust mod jorden når jeg ikke er stærk nok til at holde mig oppe...

Jeg må blive bedre til at tøjle migselv. Jeg må rejse mig når jeg falder...
Men jeg ved det ikke er sidste gang jeg fejler, men jeg bliver nød til at være stærk for dem.. at lære af mine fejl og rejse mig igen.

Jeg kan stadig mærke den længsel hun efterlod og det gør stadig ondt... Men hvad gør jeg ved det.. for når jeg ser på ham brænder det.. men i det mindste lærte hun at det er ikke en form folk skal bruge mod mig igen!

Jeg er så træt nu... jeg har brugt hele dagen på at slå mig selv sanseløs i træningsrummet for denne gang kunne jeg ikke spørge Zargos... Indtil han kom ind var jeg ikke engang sikker på jeg kunne se ham i øjnene...

- Shana

År 4713 Desnus 18

Jeg har ikke kunne tænke klart hele dagen og det er som om mørket bare kommer nærmere og nærnere men samtidig så vokser den raserende ild inden i, som om den truer med at fortære mig...

Hvordan kunne vi gøre det vi gjorde? Skrigene... Jeg har hørt dem hele natten. Jeg husker det rædselsslagne blik i drengens øjne...
Men samtidig fyldes jeg med en følelse af retfærdighed? Jeg mener, ingen skal tage et andet væsen mod dets vilje på den måde... Nu vil de aldrig røre hende igen.. Jeg husker følelsen fra den aften i gyden true med at drukne mig da hun fortalte... Og konen.. lige så slem som dem ved bare at vende det blinde øje til...

Men hvorfor føler jeg så denne gru true i baghovedet.. denne skyldfølelse? Det var dem der lagde hånd mod en anden, som ikke kunne forsvare sig selv.. og loven? Lov er skrevet af selvisje mennisker for at få mere magt og holde alle andre på deres pladser.. oftest.

Det hjælper at drikke.. det jager tankerne lidt på flugt... men det er ikke alle jeg ønsker jaget bort...
Jeg føler bare at trangen til at være tæt på ham vokser og de sidste par gange... Nej nok om det for det minder mig også om det blik han havde i øjnene og lige i det sekund så jeg det samme genspejle i hans øjne...

Nå men mon ikke et par dage på kro kan hjælpe og ellers må jeg snakke med præsten om det.. for føler ikke rigtig de andre ville forstå..


- Shana
 

År 4713 Desnus 16

Den auktion kunne ikke sige mig mindre... Jeg er glad for at drengene virkede til at hygge sig, Især Quinn. Hvor har jeg savnet at se ham have gnisten i øjnene og lysten til at mingelere med folk.
Jeg har været så bekymret men ikke været sikker på hvad jeg kunne gøre ved det... Måske min egen indre kaos har været delvis skyld i det?

Vi tog i byen for at fejre det bagefter. Jeg valgte at ligne et menneske, en sorthåret kvinde. Jeg må indrømme at det gav en del opmærksomhed men på en anden måde end jeg er van til... En mand var tydeligvis interesseret i mere... I stil med det Quinn laver med diverse barpiger.
Men det kunne ikke sige mig mindre for mine øjne var andetsteds.
Jeg beslutter at gå hjem for som sædvanlig har min tilstedeværelse ingen interesse for de rigtige øjne.
Jeg skulle aldrig været gået alene... De mænd, deres tilnærmelse... Ikke at jeg ikke kunne håndtere det selv... Jeg behøver ikke de andres beskyttelse... eller gør jeg? Det var ikke min mening at de skulle dø! Jeg husker det ikke tydeligt men mere som i en drøm... De prøver at holde mig fast... og så er det som om det er tåget indtil jeg står og de ligger på jorden omkring mig... Der er blod alle steder...

Da jeg kommer tilbage er jeg så fuld og ør i hovedet at jeg smider mig i fællessengen som er nærmest. Jeg har brug for de andres nærvær til at holde mig til jorden og ikke drive væk i tågen.
Jeg putter mig ind til Quinn... Hvor har jeg savnet at han har været sammen med os andre.
Da jeg vågner er jeg helt omtåget og groggy. Mit hoved hamre og dunker som om Morgrym arbejder ind bag panden. Quinn og Kuzu er væk men Zargos ligger der stadig... Stadig? Hvornår kom han ind?
Jeg kan ikke lade vær med at stryge en lok af hans hår væk… Han ser så sårbar ud som han ligger der... Hvad blev der lige af at have det dårligt og hovedpine???
Jeg husker tydeligt sidste gang vi lagde sådan og har mest af alt lyst til at gøre det samme igen... men jeg sagde til ham at jeg nok skulle lade det ligge...
Jeg elsker hans afslappede og altid kække natur. Man kan ikke andet end at blive i bedre humør når han er sådan.
Hvordan jeg fik mig selv taget sammen til at røre ham ved jeg ikke, men han afviste mig ikke... Ikke at det ikke var noget jeg ikke kunne have gjort ved de andre... men dette her virkede bare... anderledes... Selvom det nok kun var på mig...
Jeg blev så flov over mig selv da vi snakkede om børnehjemmet, for han har jo ret... Jeg var en arrogant og en smule hovmodig... Jeg ænsede ham ikke før i skoven efter børnehjemmet var blevet ødelagt... Selvfølgelig vidste jeg hvem han var og har set ham fra tid til anden... men Jeg lod ikke mærke til de intense gule øjne og det skæve smil... som jeg gør nu.
Han ord varmede... og jeg håber bare for de andre og for mig selv at han kan holde ud at stå ved dem...
Men nu er jeg bare SÅ forvirret... Var der noget i det hele eller var det kun mig der ikke kan styre mine følelser? Det må det være, for han kunne jo så let have gjort mere... specielt til sidst...

Det bad var mere tiltrængt end noget for at få mine tanker på noget andet end ham... hans læber... hans kr... nej det er ikke det der er vigtig... Men det var meget befriende at kunne fjerne fokus og sætte mig til at drikke med de andre for lige der var mine følelser godt nok uden på tøjet og i vildrede.

- Shana

År 4713 Desnus 15

Jeg ved ikke hvad der er ved at ske med mig, hvordan kunne jeg bare lade dem slå ihjel sådan? I starten troede jeg vi hjalp en god sag, men deres brutalitet og deres ligegyldighed overfor liv. Vi lagde det Hellknight fortress øde...

Jeg føler mig helt syg indvendig...

Kan det hele ikke bare gå tilbage til hvordan det var før...

Jeg savner de andres nærværd, hvorfor er vi splittet som vi er? Quinn er heller ikke sig selv... Langt fra. Hans smil er påsatte og glæden er næsten væk fra hans øjne. Er det hvad kærlighed gør? Ødelægger en... Æder en op indefra og efterlader mørke. Lysten til at brænde verden op... Nej jeg ville aldrig. Jeg ville hellere ofre mig selv 1000 gange end skade andre på grund af mine fjollede valg.

Jeg savner Quinn... Den Quinn der altid gjorde mig glad og fik mine tanker afledt når jeg var trist. Den Quinn der altid støttede mig og forsikrede mig...

Kunne jeg måske få tiden skruet tilbage? Er Jeramish så magtfuld... Nej det er selvvisk men Quinn... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... Jeg er så fortabt...

Zargos ved jo godt, så var der bare den mindste gengæld ville han så ikke have vist det?

Jeg vil bare ønske at han aldrig havde fundet ud af det... At jeg ikke følte som jeg gør... At vi bare var venner alle sammen ligesom før... Men mest af alt a Quinn var glad igen.

Da vi fik bragt den potion som giver evigt liv, som var den de royal guards skulle hente i den Hellknight fortress... Det var fjollet som jeg skulle udstilles? Jeg har ikke gjort mere end de andre...  Jeg er ikke mere end de andre, så hvorfor er det mest mig? Måske jeg skulle fjerne dette udseende... Bare ligne en helt almindelig person... Hele tiden... Måske ligne hende? Ville det gøre en forskel?

Jeg har ikke sovet ordenligt i så lang tid, jeg har glemt hvor længe. Jeg er ufokuseret hele tiden. Jeg orker ikke at træne og jeg føler mig næsten aldrig sulten... Er jeg ved at blive syg?

Hvis bare... Nej der er ikke mere at gøre...

- Shana