Jeg var så arrig jeg bare gik... uden formål... Jeg følte mig forrådt og frygter at mørke er ved at vinde over... Kan de ikke selv se hvad det er de laver?
Hvordan kan de mene det var rigtig handlet? Jeg ved at to af dem i hvert fald har handlet uden at tænke, men det er bare ikke godt nok.. Vi har kræfter det ved vi nu og vi har også ansvar overfor hvordan vi bruger dem... Vi er ikke bare uskyldige børn på børnehjemmet.
Men jeg kan ikke fortsætte sådan her og det fik jeg da også sagt til dem. Jeg tror faktisk de fleste af dem lyttede men de gjorde det alligevel og der i ligger fejlen.
Den by... der var noget underligt ved den.. og den dæmon oppe fra Hellgates pludselige ankomst giver jo klart i at der er noget. Men det var ikke nogen god ide at prøve at tage den ud. Selv om de sidste par dage har med så mange følelser ophobet inden i og jeg har behov for afløb, men dæmonen var ikke det rette tidspunkt at give efter og bare reagere uden at tænke...
Jeg lånte Zargos værelse igen, havde ikke lyst til at ligge ved de andre... Men det hjalp at få snakket med præsten og jeg kan mærke at jeg ikke føler mig så tynget af skyld mere selvom jeg godt kan forstå at det måske ikke var den rigtige måde at håndtere det på... Og ja han har ret i at jeg skal lære at kanalisere mine følelser så jeg ikke lader dem styre mig. Jeg skal finde ro og balance.. men... Det er svært i det kaos der hele tiden er omkring os.. og indeni...
Kuzu vælger at spørge mig til råds omkring at forføre hende dronningen.. Mig af alle mennesker? Jeg har jo ingen erfaring eller succes med sådan noget eller..?
Det var sødt af Kuzu at ville spare med mig og han har en del potentiale men det det gav mig ikke så meget, jeg har brug for at være mere underlen kampmæssigt så jeg bedre kan finde mine stærke og svage sider. Men der er selvfølgelig også andre fordele i at sparre med Zargos...
Da jeg opdagede han stod og fulgte min træning blev jeg voldsomt forlegn men der var også noget over det at han havde stået i stilhed og betragtet mig.. selvom jeg godt ved at han studere min kampstil for svagheder mere end noget andet.
Men stadig den varme jeg havde i kinderne bredte sig til hele kroppen.
Det var også mere leg end reelt træning men det var godt for vores træning er måske også på grænsen til hvad man vil kalde træning kontra reel kamp for vi ved jo vi begge kan holde til det meste og vi kan komme på benene bagefter relativt hurtigt...
Hvorfor kom jeg lige til at tænke tilbage på den træning vi havde i ørkene, han fik mig slået ned men han vågede også over mig til jeg kom til mig selv igen og ingen fik lov at nærme sig... Tror det er første gang at Morgrym er blevet knurret af...
Nå tilbage til nuet...
Jeg havde ikke forventet han ville følge mig ud i badet.. men hvorfor egentlig ikke? Vi havde jo lige sparret og vi plejer jo ikke at være generte overfor hinanden... var det på grund af mine tanker? At jeg følte mig afsløret... Blottet?
Det var så svært at holde øjnene for mig selv...
Jeg fik endelig taget mod til mig om at spørge ind til hvorfor han ikke opføre sig som Quinn og Kuzu med hensyn til piger, og hans svar gav jo god mening for ja hvor har det først dem hen? Men at han ikke selv har tænkt over det var lidt svære at sluge for jeg har jo så svært ved at holde det ude af mine... Måske jeg skal bakke helt væk?
Jeg fløj en tur bagefter for at klare mine tanker... Jeg nåede dog at spørge om han ville komme ind til mig om aftenen...
Men om aftenen fik jeg da givet ham ringen... Dog må jeg indrømme at det gjorde mig meget ked af det.. hans reaktion, hans påtaget smil. Men jeg kan godt forstå han blev trist... Det var dumt af mig ikke at tænke på hvordan det ville se ud for ham... Ikke engang en gave kan jeg gøre rigtig...
- Shana
*Der er steder på siden hvor noget af teksten er tværet en smule ud som om der har været vand på papiret enkelte steder*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar