Jeg har ikke kunne tænke klart hele dagen og det er som om mørket bare kommer nærmere og nærnere men samtidig så vokser den raserende ild inden i, som om den truer med at fortære mig...
Hvordan kunne vi gøre det vi gjorde? Skrigene... Jeg har hørt dem hele natten. Jeg husker det rædselsslagne blik i drengens øjne...
Men samtidig fyldes jeg med en følelse af retfærdighed? Jeg mener, ingen skal tage et andet væsen mod dets vilje på den måde... Nu vil de aldrig røre hende igen.. Jeg husker følelsen fra den aften i gyden true med at drukne mig da hun fortalte... Og konen.. lige så slem som dem ved bare at vende det blinde øje til...
Men hvorfor føler jeg så denne gru true i baghovedet.. denne skyldfølelse? Det var dem der lagde hånd mod en anden, som ikke kunne forsvare sig selv.. og loven? Lov er skrevet af selvisje mennisker for at få mere magt og holde alle andre på deres pladser.. oftest.
Det hjælper at drikke.. det jager tankerne lidt på flugt... men det er ikke alle jeg ønsker jaget bort...
Jeg føler bare at trangen til at være tæt på ham vokser og de sidste par gange... Nej nok om det for det minder mig også om det blik han havde i øjnene og lige i det sekund så jeg det samme genspejle i hans øjne...
Nå men mon ikke et par dage på kro kan hjælpe og ellers må jeg snakke med præsten om det.. for føler ikke rigtig de andre ville forstå..
- Shana
Ingen kommentarer:
Send en kommentar