År 4713 Erastus 23

Jeg havde helt glemt det var min fødselsdag og det var derfor de alle havde været så optaget. Hvor føler jeg mig dum fordi de havde gjort alt for at gøre dagen helt speciel, hvilket jo også skete grundet Malkia som skulle komme dumpende forkullet ned midt i det hele.
Men selv Baltazar havde været igang og havde lavet morgenmad fra bunden af og Quinn havde fået alle sammen til at vække mig med sang, så jeg blev helt flov over hvordan jeg har opført mig de sidste mange dage.
Jeg skulle jo have vidst at Quinn ville gå all out.
Baltazar havde lavet den mest vidunderlige kage som smagta af solskin.. ja det er rigtigt hvem skulle have troet det. Børnene var helt vilde fordi man lyset når man spiste den.
Kuzu havde brugt lang tid på at lave en status af Mithril som viste os sammen med Malkia stående over den besejrede lich. Det var meget sødt af ham og den var virkelig smuk, men måske ikke så meget mig.

Jeg kan slet ikke beskrive Quinns gave, den er mere end ord. Sværdet er en del af mig som om han har taget noget af min essens og formet det til et våben. Jeg kunne slet ikke holde min taknemmelighed tilbage men det skal ikke regne med at jeg kommer til at gå og græde i tide og utide nu. Og Zargos har lavet en lille æske med små flasker af den mest fantastiske parfume lavet af sun orkiden, igen kan jeg næsten ikke fatte hvordan de formår at ramme mig så godt for den er berusende.
Jeg tænket ikke over at de andre ikke har set os sammen da jeg omfavnede ham og kyssede ham inderligt.

Og ja så dumpede Malkia brændende ned fra himlen fordi Nethos var efter os.. og hende. Havde det ikke været for Baltazar var hele byen blevet jævnet med jorden og vi får os teleporteret væk for at fjerne hans vrede fra byen.

Det er kun med nød vi slap væk derfra, da vognen krængede og jeg faldt af var lyn og meteor storme min velkomst men et held at Zargos grab mig og ja jeg måtte kysse væggen men det er nu bedre end alternativet. Jeg måtte rede os fra det kaos og lord jeramish fik os i sikkerhed under jorden i en grotte.

Da vi havde sundet os tog Quinn og herolden os til Nethos domæne og vi kommer ind i hans borg, slot af tårne ting. Men magen til uhøflig gud skal man lede længe efter. Det var da heldig det var mig og ikke de andre der endte i det ildrum. Men der kom da en tjener eller hvad den nu var og viste mig videre, men ved alle flammer om ikke Nethos smider mig i fængsel og da jeg får den søde tjener til at lukke op destruere han ham bare. Okay ja han var et skellet men alligevel.
De andre finder mig da heldigvis men om ikke Nethos syntes det er sjovt at fryse dem alle til is. Men vi får os da fri og Kuzu får låst op for mig.
Hvad det så lige er der sker med sceptret er jeg lidt i tvivl om men jeg ved at Nethos ikke måtte få det så da det flyver væk er det jo bare at komme efter men Nethos spærre os vejen med en prismatic wall som igen kræver Lord Jeramish hjælp som flytter os alle hen til sceptret. Quinn får til sidst tryllebundet Nethos så malika kan gå op til orben og afslutte deres ritual hvorefter Nethos virker mere.. normal.

Om så ikke Quinn går hen og for arrangeret en ny fødselsdags fest for mig hos Nethos.
Men inden festen ville jeg gerne ud og flyve, det var vild fascinerende at flyve rundt derude og jeg fik da vist brugt et par timer på det.
Efter et langt bad med Zargos og de andre, fik jeg skiftet til noget mere afslappende og fik min nye parfume på og det blev en fantastisk aften. Nethos gav mig endda en gave og fik rejst den sidste urne jeg havde med en planatar.
Da jeg dansede med ham bagefter virkede han som en normal mand og ja en smule fjern men charmerende og vi snakkede en del sammen resten af aftenen.

Det var skønt at kunne hive Zargos med i seng bagefter for dagen havde været helt perfekt på alle måder, ja selv med det kaos inde i midten, for det er jo lidt essensen af vores liv.
Og natten blev jo bare prikken over i'et.