Hvorfor i alverden skulle jeg bruge min tid på at finde 50 lærlinge til mager akademiet?
Og havde det ikke været for Quinn så havde det da taget for evigt.
Mens vi ventede besluttede vi os for at finde en kro og vi fandt da også en forladt og faldefærdig en af slagsen, men når man har Quinns evner og Zargos muskler så tager det faktisk ikke lang tid at få styr på sådan en og Morgryms øl. Quinn og jeg tog til Absolom for at hente proviant og mandskab til kroen. Nu håber jeg bare at Sigurd falder til for der var ikke mere for ham i Absolom og det er vores skyld, derfor må vi også få rettet op på det.
Det var underligt at have ham ved mig de nætter på kroen som Quinn gav navnet Duen og Dragen, ikke at der skete noget jeg tror vi begge var for generte efter sidst. Men det føles bare så rigtigt...
Men det var nu nogle rolige dage på kroen og Quinn og jeg fik da tid til at gå en tur sammen ude i byen og hjælpe med at genopbygge eller han hjalp og jeg så på. Det er ikke lige de ting jeg kan. Men det var rart at være lidt alene med Quinn siden hende dæmonkvinden har han været meget skiftende i hans humør og ikke så tit den glade Quinn, men jegved ikke helt om der er noget jeg kan gøre for ham?
Hvor om alting er fik vi da fyldt byen op igen og så må vi se om vi kan få den på benene.
Der er sket en masse siden sidst jeg fik sat mig ned og skrevet...
Quinn fik lavet sådan en sending ting til dem fra børnehjemmet og en del ville da komme og vi fik endelig givet Luagur hendes krop eller i hvert fald en ny en som ligner den gamle og så må vampyren forblive sten.
Det er underligt at ligge sammen med de andre når han er der for selvom vi ikke rigtig har sagt noget til de andre af frygt for hvad det vil have af konsekvenser så er det svært at holde mig tilbage. Men vi lagde da også tæt før? Så hvorfor er det så anderledes nu?
Jeg fik endelig penge til at genoplive dragerne og vi for taget dem hjem hvor de kommer fra men to af dem beslutter at blive hos os.
Vi tager igen til Absolom og det tog lang tid men det lykkedes til sidst at få Zargos frikendt efter alt den ballade med grifrytterne.
Davina og Anthal kom til byen. Jeg var både spændt og frygtede lidt at se hende igen, vi har begge ændret os meget. Quinn vil selvfølgelig feste men Davina fortæller os at Dronningen var taget op til dem og bedt om hjælp da nogen havde overtaget hendes by. Det var ikke så svært at overbevise Davina for Dronningens ugerninger har været så talrige.
Derfor besluttede vi os sammen at tage tilbage for at fange hende. og det var nu ikke så svært at få hende til at overgive sig men ville da gerne det bare engang i mellem kunne ske uden at jeg skal trække våben.
Og så ender det hele i kaos igen. Quinn og Zargos kommer i kompalage med vagterne og ender i fængsel. Davina ville se om hun kunne få sænket deres straffe men jeg kunne ikke forlade dem. De to er de vigtigste jeg har og Niv ville heller ikke væk så jeg fik lov til at sidde ved deres celler med Niv i skødet natten over.
Til sidst bryder Zargos ud, hvorfor er det at ingen gider lytte. Hvis han havde fået lov at beholde sin ring var dette ikke sket, men hvad regner de med... fjolser... Hvis man ikke vil lytte må man nogen gange føle... Men Baltazar fik heldigvis styr på det hele og vi er kun forvist på livstid fra byen... Det virkede nu heller ikke til at Davina havde noget ønske om at genoptage vores venskab. Har jeg ændret mig så meget? Er vi begge bare gledet fra hinanden for hun lever det liv jeg altid snakkede om men jeg ville for intet i verden bytte. Jeg høre til med de andre.. uden dem... Hvad skulle jeg så stille op.
Han var helt ødelagt efter det. Det gjorde ondt at se ham sidde der på sengekanten helt nedbrudt. Jeg ved hvor meget han hader når han mister kontrollen og det ikke er på grund af kamp.
Tanken om at han ville lukke sig inde eller væk fik mig næsten til at føle mig syg, men natten fik mig til at glemme alt for en stund og jeg kan forstå lidt af hvorfor Quinn er så fri i forhold til andre.
Det har været så forvirrende tabet af Morgrym og samtidig den ild der bare virker til at brænde stærkere i mig. Sorg og passion på en og samme gang, det føles næsten som om det er for meget som om jeg er ved at eksplodere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar