Den auktion kunne ikke sige mig mindre... Jeg er glad for at drengene
virkede til at hygge sig, Især Quinn. Hvor har jeg savnet at se ham have
gnisten i øjnene og lysten til at mingelere med folk.
Jeg har været så bekymret men ikke været sikker på hvad jeg kunne gøre ved
det... Måske min egen indre kaos har været delvis skyld i det?
Vi tog i byen for at fejre det bagefter. Jeg valgte at ligne et menneske, en
sorthåret kvinde. Jeg må indrømme at det gav en del opmærksomhed men på en
anden måde end jeg er van til... En mand var tydeligvis interesseret i mere...
I stil med det Quinn laver med diverse barpiger.
Men det kunne ikke sige mig mindre for mine øjne var andetsteds.
Jeg beslutter at gå hjem for som sædvanlig har min tilstedeværelse ingen
interesse for de rigtige øjne.
Jeg skulle aldrig været gået alene... De mænd, deres tilnærmelse... Ikke at
jeg ikke kunne håndtere det selv... Jeg behøver ikke de andres beskyttelse...
eller gør jeg? Det var ikke min mening at de skulle dø! Jeg husker det ikke
tydeligt men mere som i en drøm... De prøver at holde mig fast... og så er det
som om det er tåget indtil jeg står og de ligger på jorden omkring mig... Der
er blod alle steder...
Da jeg kommer tilbage er jeg så fuld og ør i hovedet at jeg smider mig i
fællessengen som er nærmest. Jeg har brug for de andres nærvær til at holde mig
til jorden og ikke drive væk i tågen.
Jeg putter mig ind til Quinn... Hvor har jeg savnet at han har været sammen
med os andre.
Da jeg vågner er jeg helt omtåget og groggy. Mit hoved hamre og dunker som
om Morgrym arbejder ind bag panden. Quinn og Kuzu er væk men Zargos ligger der
stadig... Stadig? Hvornår kom han ind?
Jeg kan ikke lade vær med at stryge en lok af hans hår væk… Han ser så
sårbar ud som han ligger der... Hvad blev der lige af at have det dårligt og
hovedpine???
Jeg husker tydeligt sidste gang vi lagde sådan og har mest af alt lyst til
at gøre det samme igen... men jeg sagde til ham at jeg nok skulle lade det
ligge...
Jeg elsker hans afslappede og altid kække natur. Man kan ikke andet end at
blive i bedre humør når han er sådan.
Hvordan jeg fik mig selv taget sammen til at røre ham ved jeg ikke, men han
afviste mig ikke... Ikke at det ikke var noget jeg ikke kunne have gjort ved de
andre... men dette her virkede bare... anderledes... Selvom det nok kun var på
mig...
Jeg blev så flov over mig selv da vi snakkede om børnehjemmet, for han har
jo ret... Jeg var en arrogant og en smule hovmodig... Jeg ænsede ham ikke før i
skoven efter børnehjemmet var blevet ødelagt... Selvfølgelig vidste jeg hvem
han var og har set ham fra tid til anden... men Jeg lod ikke mærke til de
intense gule øjne og det skæve smil... som jeg gør nu.
Han ord varmede... og jeg håber bare for de andre og for mig selv at han kan
holde ud at stå ved dem...
Men nu er jeg bare SÅ forvirret... Var der noget i det hele eller var det
kun mig der ikke kan styre mine følelser? Det må det være, for han kunne jo så
let have gjort mere... specielt til sidst...
Det bad var mere tiltrængt end noget for at få mine tanker på noget andet
end ham... hans læber... hans kr... nej det er ikke det der er vigtig... Men
det var meget befriende at kunne fjerne fokus og sætte mig til at drikke med de
andre for lige der var mine følelser godt nok uden på tøjet og i vildrede.
- Shana
