År 4713 Desnus 02

Så fik jeg endelig købt en bog, som jeg så længe har villet...

Jeg ved ikke om jeg vil komme til at skrive hver eneste dag... Det tvivler jeg nok på jeg vil...
Men jeg har længe gerne ville kunne skrive nogle af alle de her ting, der går og fylder, ned.
De ting jeg ikke kan snakke med de andre om... De ting jeg ikke kan snakke med Quinn om.

Vi er tilbage i Shiman-sekh igen og sikke noget rod det blev til i Absolom.
Jeg bryder mig ikke om det slavemarked... Jeg bryder mig virkelig IKKE om det slavemarked... Og at jeg denne gang bare efterlod så mange til deres egen skæbne... Nej jeg bliver nød til at bede Quinn eller Morgrym om at teleportere mig tilbage... Jeg mener, jeg skal jo også finde ud af om jeg nu har misset min chance med den båd. Jeg tror den hed "Den leende elver".
Og så må jeg betale hvad de koster at få de sidste fri... Auktionen må jo også være her omkring???

Jeg kan ikke klare at se ham skadet på den måde... Hvis bare han vidste hvor forfærdeligt ondt det gør... Hvor meget jeg har lyst til at rive verden i stykker for det ikke skal ske... Det er jo ikke at jeg ikke kan tåle kamp og når vi selv slås... Det er livsbekræftende... Adrenalinen der pumper og skærper alle mine sanser... lyden af blodet der dunker for mine øre... følelsen af at være helt i hans fokus...

Nu kørte jeg vidst på et sidespor... Jeg mener bare, da han trådte ind i templet tilsølet i blod, med pile siddende i brystet og fuld af dybe sår... Mon han også bliver påvirket at se mig sådan? Nej det er Zargos, med mindre man har skæl og hale eller ligner en menneskelig Amazon kvinde så tror jeg ikke han får øje på mig... Men Gulp er nu kær.. på sin egen måde. Jeg vil også gerne have et kæledyr, men hvilket?

Men Quinn er sig selv igen... næsten da. Jeg var så bange for at miste ham, så bange for at være efterladt helt alene. Uden ham... Men prisen hvad mon den ender på? Den kontrakt til Lord Jeramish, hvorfor læste jeg den aldrig? Jeg ved godt det er den forkerte sti at gå... Men hvordan skulle jeg ellers beskytte ham... Hvad skulle jeg ellers have gjort?
Jeg kan jo ikke svigte dem...
Det er mit ansvar at de er sikre.

Jeg kunne for første gang mærke hvor meget Morgrym støtter os, hvor meget hans tilstedeværelse betyder. Jeg ved godt vi ikke er de næreste af venner, men følelsen af afmagt over mine få utilstrækkelige evner...

Jeg ved virkelig ikke hvor guddommelig jeg er. 
Jo jeg ligner da mor meget, men hvad kan jeg der gør mig værdig til at besidde en stører magt end andre?

Jeg fik da sat endnu en af mors folk fri... Men Kuzu, var det min skyld han blev fanget? Jeg må nok hellere få snakket med ham. Der har været så mange mærkelige ting mens vi var i Absolom. Jeg er ikke helt sikker på hvad han har lavet... Men kan jeg tillade mig at dømme? Nej jeg skal have snakket med ham om hvad der skete, for jeg kan ikke lide den voksende uro jeg føler omkring ham.

Jeg skal have lavet den gave færdig... men igen er det noget jeg skal bede om andres hjælp til... SUK... Quinns udtryk var som et slag... Nej jeg tror hellere jeg ville have haft et slag.
Hvor dårligt af mig ikke at have fået gjort den færdig i Absolom som jeg havde tænkt mig...

- Shana

I mellem tiden

 *Denne side er puttet ind forrest i bogen, som nr 2 af to løse ark, men er tydeligvis fra et andet sted siden papiret er anderledes*

Vi har fundet nogle af de andre men i modsætningen til os kom de ikke i gennem portalen. Det var en mærkelig blanding men der var da et par stykker af dem jeg var glade for at se. Seltaran og Aslak. Der var også Boeu med hendes vindende smil og dejlige lette personlighed der fik stemningen op. Men så var der den Strix Ili’Ari, hun virkede godt nok en smule mere venlig stemt og snakkesalig. Jeg tror det har gjort hende godt at komme lidt væk fra hendes brødre. Og Baltazar er nu heller ikke en jeg er så stor fan af.
 
De havde meget at fortælle omkring deres rejse gennem grotten og ned af bjerget og deres møde med en ork kult som de vil efterforske i forhold til alt det her. De har oplevet en del mere end os som har vandret forvildet rundt i en skov og været oppe at slås med forskellige monstre som gemte sig derinde.
  
De havde en orb fra en statue som de vist havde ødelagt som de ville bringe til Sarenrea templet nede i Qadira men de er uenige i forhold til at de også gerne vil efterforske kulten. Det viser sig at orben reagere mærkeligt på mig når jeg rør den så vi ender med at tage imod den for at føre den sydpå mens de drager ud for at forfølge kulten, til dens oprindelse.
 
Vi beslutter at få os en vogn så vi kan gøre rejsen lidt mere behagelig. Zargos virker til ikke at kunne styre sig selv. Rygterne omkring dværgbanditternes nedslagtning. Det kan kun være ham, men det virker bare til at der er mere i ham. Jeg er glad for at Quinn er her for ellers tror jeg, jeg ville føle mig meget alene. Morgrym virker ofte så gnaven og bedrevidende men han er nu okay.
  
På båden til Kerse bliver vi angrebet af nogle ghuls. Zargos kæmper voldsomt og redder os praktisk talt, men han bliver bidt utallige steder og bliver meget syg. Morgrym og jeg ser efter ham men vi må vente til vi Kommer af båden for at finde en der kan hjælpe. Jeg var bange for at vi skulle miste ham… Han er den stærkeste af os og vi ville ikke kunne klare os uden ham. Men var det den eneste grund dengang?
 
Vi rejser en del rundt og tager i mod forskellige små opgaver. Vi ender i Highhelm en dværg by som ligger inde i et bjerg. Det er ved at gå helt galt da vi tager ned i Dark lands hvor der bor en lich som fanger os, men vi slipper fri og det ender med at vi får taget lichen ned sammen med hjælp fra en elverkvinde Luage. Det er en mægtig elverslægt; Darkleaf familien som lå begravet. Efter vi har fået ryddet op i krypten overlader vi den til dværgene. Inden vi rejser mod overfladen i håb om at fange Luages krop.
 
Luage vil gerne spore sin krop selv og vi bliver enige om at hun kan kalde på os når hun indhenter den.

I Carpenden besøger Morgrym et Cadens tempel og får et guddommeligt budskab. Vi rejser længe og der sker forskellige mærkelige ting undervej.  


Efter nogle problemer med en statue sejlede vi mod Absalon, hvor vi ender med at købe en stor portion slave børn fri. Samt vi frikøber en half-dragon og en hound archon fri fra en mager, imod at tage en ung prinsesse med ud og se verden. De fleste af de frikøbte slaver vælger at blive og vi startede vores eget børnehjem.
 
Så skete det vilde og vi fandt ud af hvem vores forældre i virkeligheden er. Børn af guder? Det hele virker lidt for uvirkelig men præsent som fortæller os dette væger også at slutte sig til os.
  
Vi sejler videre mod Sotish men undervejs støder vi på nogle aboleths. De for kontrol over mit sind og sender mig mod de andre. Det ender med at Zargos og jeg slås og han må holde mig fanget, begge badet i blod, men da jeg skal holdes under vand pga. en curse ender det med at han fastholder mig i vores badekar indtil præsten kan få mig ud af deres kontrol. Det var forfærdeligt at være fanget i min egen krop på den måde og det var her det gik helt op for mig at jeg føler noget for Zargos men det var ikke noget jeg tænkte så meget over på det tidspunkt.
 
Så kom vores første møde med Lord Jeramish i Turmen ruinerne. Der er noget fængslende ved ham. Vi gav ham hans frihed og han gav os ønsker. To brev brugt på Zargos ønske om at få vinger og det sidste var til at få genoplivet en stakkels pige som Zargos var så uheldig at komme til at ramme med en kniv under et spil dart. Vi tror der er gået noget galt i genoplivningsprocessen da hun kommer tilbage som en tiefling. Men folk fester videre og Quinn ender med at tage med tieflingen hjem. Quinn brugte også den næste dag med hende tieflingen, hvilket jeg begyndte at syntes var at overdriven den, men jeg får heldigvis en fridag til at lære Zargos lidt om at flyve. Det fik også tankerne om Quinn og hende tieflingen ud af hovedet at kunne fokusere på ham. Men om ikke han kommer slæbende med hende næste morgen og så vil hun oven i købet med? Men ja man smiler og er glad på hans vegne, jeg forstår det jo godt en lille smule.
  
På turen kom vi forbi en sø med nogle badende piger og deres vagter men det viser sig at det er en magisk sten der laver søen hvilket er lidt sejt og vi snakker om at lave vores egen udgave til vognen.

På turen møder vi en Sphinx som fortæller os om en labyrint med skatte under Shiman-Sehk hvor vi alligevel er på vej i mod.


Da vi når Shiman-Sehk fortæller den lille snog til Zalika at hun er gravid… Ikke at vi helt forstod hvad det betød på det tidspunkt men det blev heldigvis ordnet da vi fandt ud af at hun var en spion for Jeramish. Men vi tager lige en fest aften inden selvom jeg godt nok ikke var i så voldsomt festhumør, dog fik jeg det lidt bedre da Quinn var sammen med en anden pige hvilket viser at Zalika ikke er så speciel for ham som jeg frygtede. Men det blev desværre hendes endeligt. Vi prøver at finde ud af hvad der skete men vagterne vil ikke give os arbejdsro så vi bliver nød til at binde dem indtil vi kan få løst det. Og ja som sagt finder vi ud af at det var Zalika og at hun arbejder for Jeramish. Hun truer med at slå nogle af børnene ihjel hvilket var en stor fejl får dette får både Zargos og jeg selv til at se rødt da hun så gør alvor af hendes trusler. Da hun påkalder Jeramish for at få hans beskyttelse ender det desværre værst for hende selv da vi ender med at lave en aftale og Zalika og barnet bliver slået ihjel… Jeg må stadig tro på at det var det rigtige valg…
 
Jeg er forarget over min del i deres død og det er nok jeg begynder at gå ned af den forkerte sti? Zargos giver mig dog den afløb jeg har brug for og som jeg tror han er den eneste som kan og som jeg vil tillade at slå mig på den måde. Det var befriende bare at kunne få afløb for alt den frustration og aggression. Selvfølgelig ved jeg godt at det er ham der vil vinde, han er når alt kommer til alt mig overlegen i kamp. Jeg fornemmer dog at han har lige så meget brug for dette som jeg har. Morgrym har sidenhen fortalt mig at han skulle bruge mig men at Zargos ikke ville lade ham komme tæt på mens jeg lagde bevidstløs og han sidder ved mig da jeg vågner ved skumring og mærker hver fiber i min krop gør ondt men at jeg føler mig lidt mere klar i hovedet. Jeg kan huske at jeg lagde noget tid og så på ham som han sad der som en statue. Hvorfor lod han ikke Morgrym komme hen til mig? Ja mig og mine fjollede tanker… Det er ikke noget jeg skal ligge for meget i for det tvivler jeg på han gør.
 
Dagen efter går vi i gang med at rense Quinns navn og ved alle guderne hvor kunne jeg godt mærke at Zargos ikke lagde en finder i mellem, selvfølgelig slog vi jo heller ikke hinanden ihjel men jeg håber aldrig jeg blive hans fjende.

Det viser sig at Zalika, altså den rigtige som fik kniven i øjet havde været fanget ved Jeramish hele tiden og efter lidt tid får vi sendt det stakkels pigebarn hjem.


Vi fik ryddet byen for de krokodiller der plagede den, og jeg vil gerne notere at det er sidste gang jeg skal sluges tak. Festen var dog ikke det jeg havde håbet på for prøvede at snakke med Zargos men han var alt for optaget af noget andet som jeg ikke helt kunne få til at hænge sammen.
 
Min frustration over ikke at ane hvad jeg egentlig gør i forhold til Zargos får taget overhånd og jeg ender med at tage på et bordel som det kaldes hvor en smuk elver lære mig om hvordan man forføre en mand, hvordan man behandler dem. Jeg fik tilbud om at prøve hendes mand men jeg har det bare ikke som Quinn med det, det føles ikke rigtig for mig at give mig til en der ikke er… ham?
 
Morgrym er taget til Highhelm? Jeg kan godt forstå at han gerne vil være med nogle af sine ”egne” men hvis han dog bare ville sige når han tog afsted, det gælder egentlig for dem alle. For hvordan skal man kunne beskytte dem hvis man ikke ved hvor de er? Jeg beslutter at tage Quinn med hen og møde elverparret fordi jeg tænker at det kan øge hans viden til hans bog men også få ham i bedre humør... Forhåbentlig.
  
Oppe i Highhelm skal Morgrym tage en test for at bevise at han er den han påstår og selvfølgelig klare han den, for vi jo godt at Morgrym er Morgrym… Fjollede dværge. Men han tager en sur dværg med sig hvilket jeg ikke helt kan se det smarte i. Men er der en ting dværge kan så er det at feste… Av mit hoved… Og nej der var ikke andre grunde til at jeg drak så meget... Overhovedet! Og hvor i mit held ikke ser ud til at være med mig så fandt Lurista da en hun syntes om. Og endelig får vi sendt Zalika hjem… Lad os nu bare håbe at det kan hjælpe en smule på den trykkede stemning vi alle føler. Ellers må turen ned i Sun Pharaos Labyrint gøre det. Hvilket så viste sig at være et fængsel men alt hvad der sig høre til af guddommelige fangevogtere som jeg fik sendt hjem til mor men også safeguards og fangere.
 
Det underlige skete dog da vi skulle ned i fængslet for pludselig står Kuzu der, eller vi ved ikke først at det er ham. Jeg kan i hvert fald ikke kende ham, men ham og Quinn kunne jeg godt huske havde været gode venner på børnehjemmet og jeg kunne ikke lade vær med at føle som jeg havde gjort mod Zalika.
  
Det sker en masse underligt nede i fængslet. Kuzu tager en devil til tjenerinde og hvorfor vi går med til det ved jeg stadig ikke… Men Quinn? Jeg ved ikke helt men det lød da til ham og den succubus hyggede sig… Jeg satte en stor sølvmand fri og fik et æg så jeg kan kalde på ham hvis jeg får brug for det… Vi tager to mennesker med op og sender dem videre på deres vej. Alt i alt en masse kamp og vi finder til sidst ud af at selv song Pharaos krop ligger i fængslet.
 
Jeg tilbyder Calestria elverne at komme med os på vores rejse, for kan rigtig godt lide dem.
  
Vi tager tilbage til Absalon for at sælge nogle ting og Quinn bliver optaget i deres akademi så vi kan teleportere billigere rundt.  Jeg bruger min tid på slavemarkedet og ser efter hvem der vil være bedst at prøve at redde fra det helvede. Kuzu snakker meget om en grif som han overtaler mig til at prøve at få fri. Jeg beder Quinn om at påkalde en succubus til at hjælpe mig, men til min stor skræk… eller så slemt var det nu heller ikke at se på men… Hun laver sig om til at ligne Zargos… Og min skam er fuldendt da hun ser hans drømme og ja det ligner mere Stinna fra børnehjemmet end det ligner… Nå men der går noget galt for Quinn noget med hende succubussen som han hyggede sig med har en mor der er blevet vred på ham? Den måde Quinn tager det på får mig til at tænke på Zalika og jeg får ondt af ham… Men der er samtidig noget der følelse som flydende lava i mine åre da jeg og uden at tænke for meget over det bruger jeg et af mine ønsker på at fjerne det som var overgået Quinn og sende det tilbage imod hende selv. Det var første bid af min sjæl?
 
Og hvad sker der så... Om ikke så Kuzu er gået hen og blevet taget til fange af den dæmon tingest som også passede på griffen, hvilken vi dog fik sat fri. Da jeg finder ham er han mere død en levende og englen ligeså… Jeg kan mærke den brændende fornemmelse igen men jeg ved også at en pit fiend ikke er noget jeg kan klare alene og lige nu kan jeg ikke se Zargos i øjnene. Så ja endnu et ønske... endnu en lille del af min sjæl… Det går galt da Zargos vil hjælpe men en vagt vælger at prøve at pågribe ham… Det blev et stort blodbad og vi måtte efter tempelbesøget for at fjerne Quinns trang til at drikke syre, stikker af til Shiman-sekh med en teleport før vagterne fik fingre i Zargos. Jeg må tage tilbage og få redt ud i det hele, og få fat på den kaptajn… Og alt den tumult fik mig til at glemme alt om min fødselsdagsgave til Zargos, som jeg nu må tigge Quinn om at lave når han har tid engang imellem.
  
Det var et hårdt slag ikke at have nogen gave. Quinns ansigt… Hvis Zargos bare følte 1/3 del af hvad Quinn udstrålede så er jeg den værste person i verden… Og jeg som ville give ham noget helt særligt... Men så må jeg gøre det godt igen med noget midlertidig… Et dyr eller noget, men hvad?