Vi voksede op i en lille dal I bunden af en udslukt vulkan. Jeg har altid elsket mit hjem. Den fredfyldte dal med den store eng og den lille sø og skovbevoksningen ude langs krater væggenen.
Vores lille hjem lagde i midten af det hele.
Jeg husker de to sovesale, det lille hyggelige køkken og det store bibliotek. Udenfor havde vi en lille smedje og et værksted. Så var der den store træningsplads og på siden... stalden hvor hestene stod.
Jeg har altid nydt at gå ud til hestene hvis jeg følte der var noget der trykkede mig.
Jeg savner børnehjemmet. Det hele er så nyt herude og hvad er der sket med Io. Salina og Alina.
Jeg ved de var noget mere, for de ændrede sig ikke mens jeg var på hjemmet, ikke en dag ældre og jeg så dem aldrig sove eller spise... Dengang tænkte jeg ikke over det, det var bare sådan de var.
Jeg husker Salinas altid smilende ansigt.. Alinas retfærdigehed hvis nogen havde gjort noget forkert og Io som altid havde et svar til alle spørgsmål.
Når jeg ser tilbage på min tid på børnehjemmet var jeg nok lidt snobbet. Jeg brugte alt min tid med Davina. Vi var som tvillinger og lavede alt sammen og når vi gik med andre var det kun meget få vi gad at være sammen med, folk der så tingene som os. Ordina og Undina fordi de havde det samme bånd imellem sig som Davina og jeg. Og Felin som tit hang ud med Seltaram.
Jeg kan huske da vi begyndte at interessere os for drengene Davina var mere fremme i skoene end jeg... Jeg var ikke så glad for Nordlara fordi hende og Davina brugte en del tid sammen om at snakke om drenge også sammen med Boeu og Dardlara. Davina var meget glad for Cade og Davinas skønhed gjorde da også at han fik øjnene op for hende. Efter de havde været i grotten første gang gled jeg lidt ved siden af... Der var ikke nogen af drengene omkring os der rigtig sagde mig noget.
Jeg prøvede at gå i grotten med Aslak, han var meget sød men det var alt for akavet og jeg og det blev da ikke til meget ere end et par kys.
Det var der jeg begyndte at snakke med Quinn, han havde det dengang ligesom jeg. Vi brugte tid sammen men da Davinas interesse for drenge havde taget lidt af løb det ud i sandet.
Jeg er glad for han er her nu.
Det var nu heller ikke fordi der ikke var nogen der var interesseret i mig men det sagde mig bare ikke rigtig noget dengang.
Jeg kan dog huske en den dag vores caretakers delte os i hold. På holdet ved siden af mit stod Krax. Han har altid skræmt mig lidt men en anden på hans hold fangede mit blik. Jeg er i dag ikke i tvivl om hans navn men lige der kunne jeg ikke huske det.
Så skulle vi videre med træning og jeg tænkte ikke mere over det...
Da jeg så ham igen efter tragedien var en hver af den slags tanker væk.
Jeg husker ikke meget fra den forfærdelige dag... Men jeg husker uhyret, jeg husker Io der kom for at beskytte os og slås mod monstret.
Mens Salina løb monstret og Io i møde gennede Alina os væk og åbnede en portal som hun begyndte at sende os igennem.
Portalen flakkede meget og Alina gav os ordre til at få alle igennem og forsvandt for øjnene af os.
Det sidste var kaos men jeg tror alle kom igennem eller jeg håber det...
Jeg husker at efter at jeg gik igennem portalen følte jeg enor smærte og jeg må ha blevet slået ud fordi da jeg vågnede op var det skumring og jeg lagde ved siden af et stort træ mid i en skov. Mit hovede gjorde ondt og jeg blødte fra et slag i panden.
Jeg husker forvirringen over hvor jeg var og følelsen af pludselig at være helt alene.
Jeg krøb sammen op af det store træ mens billederne af vores caretakers kamp og skrigene kørte rundt i hovedet på mig.
Pludselig er der en der ligger en hånd på min skulder og jeg fare sammen klar til at forsvare mig. Så genkender jeg ansigtet på Quinn som forsigtigt siger mit navn og en lettelse og taknemmelighed skyller igennem mig. Jeg knuger ham indtil mig og han ler let. Derefter får jeg øje på nogle lysende gule øjne i natten og da jeg ser efter for jeg øje på Zargos der sidder på hug på en stor gren og holder øje med alt omkring os men sender mig et skævt smil.
Jeg høre noget og i næste nu ser jeg Morgrym komme bandende ud af et buskads. Jeg troede først det var Dolgrin eller Garmond men da jeg ser hans ansigt kan jeg se at det er ham.
Det tog os lang tid at finde ud af den skov... vores første møde med verden udenom.
- Shana
